Den internationalt anerkendte dirigent Ivor Bolton dirigerede Det Kongelige Kapel i værker af Bruckner og Schubert, og den lyriske sopran Louise Alder sang arier af Mozart. Den smukke musik og Boltons karakterfyldte optræden skabte god stemning i salen.
BRUCKNER
Koncerten begyndte med Bruckners g-mols-ouverture fra starten af 1860’erne. Skønt Bruckner nærmede sig de 40 på det tidspunkt, er det et tidligt værk i hans oeuvre, da han først begyndte at komponere for alvor som 37-årig. Ivor Bolton viste sig helt fra starten at være et finurligt bekendtskab med sin unikke mimik og kropssprog, der både gav sig til kende, når han musicerede, og når han modtog salens bifald. Under hans ledelse spillede kapellet dette interessante værk, der ikke høres så ofte som komponistens mere berømte symfonier, smukt og klangfuldt.
MOZART
Efter Bruckner blev det tid til Mozart. Der var programsat tre af hans arier, en fra den ufærdige opera ”Zaide”, der blev komponeret i 1779-80 men først fik urpremiere i 1866, og to koncertarier skrevet i årene umiddelbart før ”Zaide”. Termen koncertarie er ikke altid helt dækkende, for selvom nogle af Mozarts ca. 55 koncertarier blev skrevet til koncertsammenhæng, er det mere korrekt at kalde andre af dem ”indsættelsesarier” – på Mozarts tid var sangerne i hovedsædet i operahusene, så hvis en ældre opera skulle opsættes igen, og en af de nye sangere ikke var tilfreds med sit materiale, blev det udskiftet, enten af den oprindelige komponist eller en anden, som sangeren eller operahuset af forskellige årsager foretrak. Mozart har sågar skrevet indsættelsesarier til sine egne operaer, fx da ”Figaros bryllup” fik repremiere i Wien i 1789. Librettisten Lorenzo da Pontes elskerinde, Adriana Ferrarese del Bene, der det følgende år sang Fiordiligi ved urpremiere i Mozarts og da Pontes ”Così fan tutte”, havde overtaget rollen som Susanna, og Mozart skrev to nye arier til hende som erstatning for de oprindelige (Cecilia Bartoli sang de nye arier, da hun optrådte i ”Figaros bryllup” på Metropolitan Operaen i New York i 1998).
Sopranen Louise Alder sang de tre Mozart-arier ved kapelkoncerten, og jeg havde svært ved at afgøre, hvordan jeg helt nøjagtigt skulle bedømme hende. Alder, der under koncerten diskret støttede sig til en iPad med tekst eller noder på et nodestativ, har en smuk lyrisk sopranstemme, som hun har under fin kontrol takket være en grundig skoling, og hun imponerede ikke mindst, når hun sang piano i det høje leje, og stemmen klang helt sølvagtigt. Alligevel manglede der et eller andet ved hendes optræden – det hele var smukt og professionelt, med mimik og gestik, der var nøje afstemt til musikken, men måske var det simpelthen lidt FOR pænt og rutineret? Jeg gik i hvert fald til pause med en lidt flad fornemmelse.
SCHUBERT
Efter pausen var Schuberts niende symfoni på programmet. Schubert skrev den, da han var 27-28 år gammel, og eftersom han døde som 31-årig, kan man altså betragte symfonien som et modent værk. Det var med denne symfoni, at kapellet for alvor foldede sig ud i min optik, kyndigt ledet af Boltons unikke personlighed og godt hjulpet af Schuberts dejlige musik, der lod både træblæsere, messingblæsere og strygere komme til deres ret efter tur. Da symfonien var spillet til ende, applauderede publikum gavmildt, og Bolton viste sin egen gavmilde natur: Han gav hånd ikke bare til koncertmesteren men til alle musikerne i den inderste cirkel af orkestret, da han fik blomster af en ansat på Operaen, gav han buketten videre til en af musikerne i førnævnte cirkel, og under den lange applaus, ”dirigerede” han musikerne til at rejse sig op i grupper af to eller tre, så bifaldet blev demokratisk fordelt. Jeg håber ikke, det er sidste gang, vi får besøg af Ivor Bolton her i København.