Fin forestilling om det at miste som barn

Det kan være en svær tid når man som barn støder på det første dødsfald i familien. Det har dansegruppen Gazart taget op i sin meget poetiske lille forestilling, Når jeg lukker øjnene. 

Titlen refererer både til det at dø og til den efterladte der lukker øjnene for at komme værk fra den ubehagelige virkelighed der pludselig er opstået. Den svære balance mellem at mindes med glæde og sorgen over tabet.

De to charmerende dansere i forestillingen, Fie Dam Mygind og Søren Linding Urup, har sammen med koreografen Tali Rázga fundet frem til et legende bevægelsessprog der både sætter forestillingens tema i relief og taler til de børn den henvender sig til på deres niveau.

Et stort lærred bruges effektivt og visuelt flot til forskellige lokationer og drømmetilstande i historien om tabet af farfar. Det er musikeren Hans Find Møller der symboliserer den afdøde farfar, og samtidig er han med til at give danserne en varieret og stemningsfuld musikledsagelse.

De to dansere klarer også at sige deres replikker naturligt, omend de gentages lige vel meget. 

Det er en forestilling der måske mest fænger hos dem der har haft døden inde på livet – her kan den have en nærmest terapeutisk virkning. Andre vil måske finde den en smule kedelig, skulle man dømme efter udsagnet fra nogle af de børn der var til stede ved premieren. 

Men veludført og relevant er den i hvert fald.