Når han får fløjten til at trylle 

Operaen Tryllefløjten starter overraskende og medrivende godt; med god plads til naboen bliver man sat til rette i en Corona-tom sal; kun lige knap 300 publikummer fordelt over 1.500 pladser. Kronrøde bånd om hver anden stol, som myndighederne foreskriver det. Lyset bliver dæmpet, Det Kongelige Kapel klart i kjole og hvidt; aristokratisk primære klar som få. Og så! - fra kongelogen starter musikkens magi da Nattens Dronnings tre kammerdamer, mezzosopranerne, dérfra synger den smukke prins Tamino til undsætning.

Stående som på et løbebånd løber prinsen for livet; om end tæppet er gået, er der ikke nogen scenebaggrund, men nu kun et gigantisk filmlærred bag hans ryg. Filmlærredet forbliver på dets plads under hele forestillingen. Lærredet er fyldt med mange usynlige døre, som kan åbnes og i overraskende forskellige højder kommer Tryllefløjtens medvirkende syngende frem.

Hele forestillingen er som en lang stumfilm, men afspillet live. Som i stumfilmene er der forklarende talebobler. Drager og andre fabeldyr bevæger sig koreografisk sikkert rundt imellem og sammen med sangerne.

Tryllefløjten, skrevet af Mozart, er en af de operaer som har en kavalkade af ørehængere; Arien af Nattens Dronning og fuglefængeren Papagenos arie for blot at nævne to. Der synges befriende rent og energisk og der synges smukt på dansk.

Opsætningen er oprindelig lavet af teatergruppen ”1927” sammen med Komsicher Oper i Berlin under ledelse af instruktøren Barrie Kosky, og dén er stadig vellykket, i hver fald frem til og med første akt, for når tæppet går til andet akt, så er scenografien den samme og det kan dén desværre ikke bære. Selv om der sættes mere turbo på filmlærredets muligheder for effekter, er man ved at synke sammen i sædet. Kun operasangere – samt ikke at forglemme de tre drengesolister fra Det Kongelige Kantori – og sikkert operakor tillige med et medrivende kongeligt godt kapel giver forløsning, som så man på et Tivoli festfyrværkeri med ørene. Men at scenerummet ikke bruges, udløser ikke nogen nobelpriser, tværtimod er det nærmest en dødssynd ikke at bruge scenerummet. Det ses ubegribeligt igen og igen og piller stjerner af anmeldelsen…

Men tilbage til prinsen som løber for livet; en gigantisk slange, er i hælene på ham. Prisens udsætningen kommer som sang sendt fra himlen og forviklingerne samt prøvelserne for prisen kan begynde. Sludrechatollet og fuglefængeren Papageno bliver fejlagtigt taget for at være prinsens redningsmand og inddrages i den fabelagtige rejse mod kærligheden. Rejsen går gennem prøvelser; kan de to udvise den krævede noblesse og selvbeherskelse overfor de mange prøvelser?

Ja, det skal De absolut tage ind i Operaen for at opdage!

Rainelle Krause, som sublimt bærer rollen som Nattens Dronning og hendes tre damer bør tildeles særskilt hæder for deres medrivende sang tillige med Prins Tamino, Jacob Skov Andersen, og Palle Knudsen som Papagena. Desværre virkede Monostratos først sangsikker i andet akt.