Sexet monolog-forestilling 

LGBT-relaterede forestillinger er der ikke mange af på de danske teatre - nok fordi der er en overdosis af heteroseksuelle teaterdirektører i Danmark - så det er da rart at der nu kommer en mulighed for at se noget af det nyskrevne fra "vores" verden. 

Det er så heller ikke på en stor københavnsk scene det foregår - men i de rå og charmerende lokaler i Bøssehuset på Christiania. Jeg må dog også indrømme at jeg måske ikke synes at åbningsforestillingen i denne lille festival, Harry Clarke af den amerikanske dramatiker David Cale var synderlig interessant. Den har fået meget flotte anmeldelser ved forestillinger i USA, og den er da også effektivt sat sammen, og har også her en aldeles formidabel spiller til at levere teksten, men på mig virkede den som om man kiggede tilbage på en tid hvor LGBT-personer på film og teater blev fremstillet som psykisk syge eller perverterede. 

Forestillingens hovedperson er den unge Philip - der er blevet udsat for en voldelig barndom af hans homofobiske far. Philip er amerikaner men har en engelsk accent, som hans far hader og føler er bøsset. Philip opfinder den engelske karakter Harry Clarke, som er det stikmodsatte end Philip selv, flirtende og rap i kæften med masser af selvtillid og et latent syn på tilværelsen. Som Harry Clarke møder han rige Matt Smith som han pludselig tilfældigt følger efter. Det bliver katalysatoren til en fortælling om at turde være en anden en den man er. Som Harry Clarke nedlægger Philip seksuelt stort set alle i Matts familie - i jagten på at få Matt. 

Denne leg med ilden giver en masse herlige scener, men også en dybt amoralsk historie som er svær helt at forelske sig i. Der er kigget godt efter Jekyl & Hyde og The Talented Mr. Ripley, og halvvejs gennem fortællingen tabes interessen fordi den holder op med at overraske og bliver forudsigelig.

Det skyldes dog ikke Jody Fish som alene på scenen holder os fanget i historien fra første replik til den sidste. I et væld af forskellige roller og accenter er han både dampende forførende sexet som Harry Clarke og forrygende morsom som Matt Smiths amerikanske overklassemor. At forestillingen lykkedes skyldes at han er så stærk en formidler af teksten i en stram og detaljerig iscenesættelse af Joseph Sherlock. 

Så hurra for at se moderne LGBT-teater - jeg håber at det andet stykke i serien er i en helt anden genre.