En hyldest til generthed 

Det er nemt for unge i dag at isolere sig og kun kommunikere med omverdenen via sociale medier. Det er hvad hovedpersonen i The Shy Manifesto gør - men kun på Twitter ikke på Facebook, for på Facebook skal man have venner, og dem har han ingen af og det sætter han en ære i. Han tager generthed til nye højder og har fundet en flok ligesindede over internettet som han taler med gennem digitale beskeder og optagelser. 

Callum, som han hedder, har været genert hele livet og helst ville holde sig helt for sig selv. Lørdag aften når alle hans klassekammerater er i byen, sidder han hjemme på sit værelse og læser bøger eller har kontakt med ligesindede over Twitter. Ligesom en af personerne i den pragtfulde engelske miniserie Years and Years, så drømmer Callum om at forlade sin krop og kun leve i den digitale verden, for så er man fri for nogensinde at møde andre fysisk. 

Det har ikke skortet på dem der vil hjælpe Callum ud af sin skal, som han siger. Både velmenende familiemedlemmer og lærere har prøvet at finde en vej ud af den ensomhed som de ser som et problem for Callum, men han ser som en styrke. 

At udforske sin seksualitet er også noget af Callum bevidst afstår fra, og man ser klart som tilskuer at hele genertheden er et forsøg på ikke at blive konfronteret med virkeligheden og smerten og skuffelsen som man jo også kommer til at opleve sammen med den glæde der også kan være, men det er bedst bare at fravælge det hele så man kan leve neutralt og kun tænke på sig selv. 

Men en ny dreng i klassen, den lækre Digby, inviterer pludselig Callum med til fest, noget han ellers aldrig bliver af de andre i klassen, og han siger ja. Det bliver en fest der vender Callums verden på hovedet, og det kommer der en formidabel morsom forestilling ud af.

Jeremy M. Thomas har iscenesat med masser af humor og ømhed, og selvom forestillingen i begyndelsen har svært ved at finde sit fokus, kommer den hurtigt i gang og fanger os med sin historie. Det skyldes også at Daniel Neil Ash er meget troværdigt som den rastløse og sky Callum, og han har en vidunderlig indlevelse i de historier han fortæller. Det er en smule undreligt fra forfatterens side at denne unge dreng som skal ligne at gå i noget der svarer til de ældste klasser i folkeskolen taler et til sider så gammeldags sprog, men man tilgiver det fordi leveringen er så sjov. 

Forestillingen knækker lidt hen mod slutningen og vi står som publikummer en smule af - men det hindrer ikke ved at det er befriende aften i teatret hvor vi får lov at grine af men også med en del af os selv, for mange tror jeg i dag kan nikke genkendende til følelsen af at det er nemmere at sidde bag en skærm og kommenetere end at møde folk i fysisk forstand.