Det flydende køn

På Bådteatrets lille scene befinder vi os i forestillingen Fishtail under vandet, og møder tre havfruer der citerer en tekst fra H.C. Andersens eventyr om Den Lille Havfrue. Resten af forestillingens tekst er et miks sat sammen af dramatiker Bjørn Rasmussen, der alle kredser om at høre til, at give afkald på noget for at få noget andet, og at kunne identificere sig selv.

De tre dansere, sangere og skuespillere er alle iført nonbinært tøj, kjoler til mænd og omvendt. Med flot glinsende havvæsen make-up og effektiv brug af scenografi og lys, er vi med det samme hensat til det undersøiske univers hvori den noget fragmenterede forestilling befinder sig i. For der er ingen decideret gennemgående handling. Scenerne virker nogen gange noget afbrudte og usammenhængende, men de tre medvirkende på scenen få alligevel skabt en helstøbt forestilling ud af det, med Johan Sarauw ved roret som iscenesætter.

Ida Katinka Fridan Pedersen har skabt en meget fysisk koreografi der også hjælper med til at understøtte det undersøiske. Udgangspunktet i H.C. Andersens tekst er godt set, da han jo var en outsider der især i præcis eventyret om den lille havfrue skiver om at lave om på sig selv for at få det man eftertragter, den lille havfrue får sin hale fjernet til fordel for ben og fødder, men for at få det må hun miste sin stemme, og dermed miste en stor del af sin identitet. Og det kan mange nonbinære nok relatere til, at føle man mister sin identitet ved at skulle tilpasse sig en samfundsnorm der er mere firkantet end mennesket er indrettet. Dermed rammer forestillingen Fishtail en ungdom der kæmper med det heteronormative samfund. 

På scenen er Marcus Alexander Roydes en særdeles fleksibel danser, Astrid Kjær Jensen en habil dukkefører og skuespiller der leverer aftenens sjoveste tekst som en aldrende Ariel der kommer fra Disney for at sige undskyld for det verdensbillede Disney har været med til at opbygge, og Troels Kortegaard Ullerup lader igen sin smukke sangstemme lyde, som han gjorde det i forestillingen Nattens Ende på Glyptoteket sidste efterår. 

Fishtail er ligeså flydende mellem poesi og humor som den kønsopfattelse den udlægger, og dermed en den et rigtig fint input i den kønsrelaterede debat i tiden.