Forfatteren George Orwell skrev i 1945 sin fabel ”Animal farm” som en kritik af Stalin og hans ”fortolkning” af kommunismen. Selve den kommunistiske tankegang og doktriner er jo nedskrevet prisværdige, men noget andet er, hvordan kommunistiske ledere håndhæver og gennem tiden har givet deres egen fortolkning af den og bruger den til at undertrykke sit folk.
Det samme sker for den oprørske dyreflok i forestillingen på Betty Nansen. Deres revolution mod den undertrykkende menneskerace starter fra hjertet, men så sætter hjernen ind, og det varer ikke længe, inden de få dage i frihed ender i et nyt og måske værre diktatur. For sådan et det med dyr (og mennesker). Vi kan ikke håndtere frihed og lighed. ”Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre,” som det siges af forestillingens snusfornuftige æsel Benjamin.
Instruktør og teaterchef Elisa Kragerup har igen skabt en herlig og vedkommende forestilling med et stærkt hold af ni kvinder på scenen. Otte skuespillere og musikeren Lydmor, som skaber effektfulde lydspor og sange, som bliver en meget vigtig del af dynamikken i forestillingen. Hun indleder også forestillingen med at præsentere scenen og dyrene, og det fungerer rigtig godt. Scenografien er enkel, og med sine lysstofrørs belysning bringer den minder frem om belysningen i moderne landbrug, som vel kan få oprørstrangen frem i ethvert dyr. Der er klogeligt valgt, at de otte skuespillere ikke forsøger at spille dyr, men har små spor af dyr i kropssprog og stemmeføring, sikkert skabt i samarbejde med koreograf Signe Fabricius. Hos nogle kunne man ønske at trækkene var lidt tydeligere, og at der måske var sket en udvikling gennem stykket, af at de startede med flere dyretræk og så blev mere menneskelige, efterhånden som stykket og kultiveringen af dyrene satte ind.
Det er et stærkt kvindehold på scenen, men jeg kan ikke lade være at fremhæve Ena Spottag som det snusfornuftige æsel Benjamin, som forsøger at rationalisere over handlingerne og gøre det ulogiske logisk eller omvendt. Fra første præsentation af hende ser man tydeligt æslet, som man ikke kan andet end holde af. Da det hele rabler for hende i 2. akt, hvor den arbejdsomme hest Boxer bliver ofret, fordi han bliver for gammel til at udføre sit arbejde, har hun den mest gribende og rørende scene, hvor seletøjet tages af og hænges op på række med alle de andre overflødiges tøj. Det er et scenisk stærkt billede, som er svært at ryste af sig. Hun formår med stemmeføring og små dyretræk i kropssproget at få os til at se æslet – så enkelt kan det gøres. Man får lyst til at tage hende med hjem og give hende masser af hø og varme i en luksusstald.
Tina Gylling Mortensen har også helt styr på sin diktatorgris Napoleon, som forstår at manipulere sig frem uden selv at få beskidte hænder, og genialt nok begynder hun at få flere diskrete dyretræk, jo mere mennesketøj hun ifører sig. Maria Winther Nørgaard er også det herligste forfjamskede får, som ikke helt tør at stå fast ved sine meninger. Også her kan man se dyret for sig i meget fine små træk, og så vokser Maria Rich sig farlig igennem forestillingen som Napoleons rygklapper, Squealer, der udvikler sig til at blive forestillingens uhyggeligste figur, som klogelig ikke gør så stor notits af sig i starten, men som virkelig træder i karakter i 2. akt – en klogt disponeret præstation.
Der er flere meget stærke scener. Udover hesten Boxers afhentning til slagtning, som har poesi i sig, er der slutningen af 1. akt, hvor Sarah Bobergs Snowball tilintetgøres, fordi han er for klog og derfor er en trussel mod Napoleons magt, og så det meget komiske indslag, hvor der kommer besøg på gården, og alle bliver iført tylskørt og blinkende lamper for at sælge Napoleons økologiske landbrug. Både komisk og meget grotesk, når de hårdtarbejdende dyr bliver gjort pæne for at dække over virkeligheden.
Det fungerer også, at romanformen er bibeholdt, og at de fx siger ”at han sagde” og bibeholder fortællerrollen. Og så skønt at figurerne/skuespillerne reflekterer over de replikker og udsagn, de er blevet pålagt. Det gør det til meget levende teater. Så fin bearbejdning af Tom Silkeberg.
Eneste anke er, at jeg sad på balkonen, og det ikke altid virkede, som om der blev spillet til ”hønsene” deroppe, og nogle af skuespillerne havde svært ved at bryde ”Lydmoren” og ikke alle replikker kunne høres. Men det gav bare lyst til at opleve forestillingen i salen. Måske ikke på 1. række som vist fik lidt jord på sig, når det gik vildt for sig på scenen.
Forestillingen slutter helt shakespearsk, hvor Napoleon går frem foran ladeporten, og de efterladte dyr med en epilog befaler os at klappe. Meget fin afrunding. Vi behøver dog ingen befaling. Vi klapper gerne, og Orwells tekst om magt og uskyldige ofre er desværre evigt aktuel.