Danseglæde i Napoli

Man kan vel godt kalde Bournonvilles balletklassiker Napoli for den danske nationalballet - selvom der intet dansk er i dens handling eller lokaltion. Men de boblende trin i den berømte tredje akt, der oftest bliver hevet frem, når der er festforestilling af den ene eller den anden slags på Gamle Scene, er nok noget af det mest danske, der findes i den internationale balletverden. 

Balletten er fra 1842 og inspireret af Bournonvilles egne indtryk fra Napoli, og derfor er første akt fuld af lokal italiensk folklore. I denne udgave, som Sorelle Englund og Nikolaj Hübbe lavede i 2009, er der stadig masser af folklore, men man har opdateret handlingen til 1950'erne og et Fellini-inspireret filmisk italien. Men hvor man i en film drejer publikums fokus på handlingen, gør denne udgave det modsatte. Første akt er en gedigen omgang rod, hvor man ikke ved, hvor man skal kigge hen, og hvor historien går tabt i cykelryttere, blind mand med hund, ludere og lommetyve og overspil på overspil. Thomas Lunds transkønnede sangerinde kunne have været en stærk kommentar i en tid, hvor såkaldt kristne ser rødt, når de ser en mand klædt i dametøj optræde - især hvor der er børn tilstede, men det bliver ved den jævne ufarlige morskab. Og netop fordi det hele er så ufarligt og pjattet i første akt, står den faktisk meget velfungerende anden akt i en stærk kontrast. Her er der pludselig en værdig modstander til Jonathan Chmelenskys noble helt i Ryan Tomashs sexede demoniske havgud Golfo. 

Tredje akt er også fuld af dejligt dansende liv, til trods for nogle rædsomme kostumer til herrerne i pas de six, soli og taranteller, så den får publikum i det helt rigtige glade humør, så man heldigvis næsten har glemt den ujævne første akt. 

Som nævnt var Jonathan Chmelensky i absolut heltedansende topform som Gennaro denne aften, i smukt selskab med Holly Dorgers yndefulde og selvtsændige Teresina. Der blev danset flot og sikkert til i pas de six og de tilhørende soli samt den festlige tarantel. 

Man kunne håbe på, at man fik set med nye øjne på første akten inden næste genopsætning, for dansemæssigt er vi i et festligt humør, men sjælen synes fraværende hos nogle af de unge dansere.