Når nonnerne er på scenen så løfter msuicales Sister Act sig op på det niveau man kan forvente på Det Ny Teater. , Foto Miklos Szabo

Det Ny Teater har svært ved at holde sit eget niveau i Sister Act

Af Gæsteanmelder 23. september 2023

Igennem mange år har Det Ny Teater været med til at hæve niveauet i dansk musical og dermed også eget niveau og forventningerne til samme, og det lever musicalen Sister Act ikke helt op til, mener vores gæsteanmelder Jan Hertz. 

Titel:
Sister Act

Teater:
Det Ny Teater

Spilleperiode: 
21. september -
26. november

Der er lagt op til fest med musicaludgaven af filmen Sister Act fra 1992, der var med til at cementere Whoopi Goldbergs status som komediestjerne. Musicalen, som fik premiere i 2006, har også været et pænt hit i både London og New York med Whoopi Goldberg selv som medproducent. 

Det er den erfarne musicalkomponist Alan Menken, der har skrevet musikken. Han er især kendte for mange af Disneys musicals, såsom Skønheden og Udyret, Klokkeren fra Notre Dame og Den Lille Havfrue. Musikken i Sister Act er også meget velfungerende med rødder til disco, soul og gospel samt de store musicalballader, som han er kendt for. Per Engström får både orkester og de medvirkende på scenen til at swinge i de store numre med alle på scenen som dansende nonner og smukt følsomme i de sange, hvor det er påkrævet. 

Man kunne derfor havde ønsket, at lyden var bedre, for hverken publikum eller de medvirkende havde fortjent den mudrede lyd, hvor det hele kommer til at lyde lidt som larm. Det er utroligt, at Danmarks ældste musicalteater skal være så langt bagefter kollegaerne rundt på de konkurrerende scener. 

Problemet i opsætningen på Det Ny Teater er, ud over den dårlige lyd, castingen samt iscenesættelsen. Forestillingen og de medvirkende synes ikke at vide, hvilken vej de skal. Er vi til komedie med ironisk distance og fuld knald på farveladen? Er vi til overdreven skolekomedie? Eller er vi til oprigtigt skuespil? De første tyve minnutter af forestillingen hvor, historien og forestillingen skal præsenteres, er et stort rod og har i den grad manglet en instruktør med flair for dansk sprog og humor. Al Agami er direkte håbløs som gangsteren Curtis, og hans medkumpaner Max-Emil Nissen, Oliver Poulin samt Morten Adelhardt Christensen spiller det værste skolekomedie længe set i dårlige 70'er parodi-parykker, mens Julie Steincke prøver at holde sammen på det hele som Dolores Van Cartier. Det giver forestillingen en meget uheldig start, som den har svært ved at komme over. 

Julie Steincke bliver forestillingens mest helstøbte samlingspunkt med en blanding af den styrke og råhed, som hun er kendt for – men også med en særlig indføling og ægthed, som man ikke har set så tydeligt hos hende før. Hun bliver helt enkelt menneskelig på scenen – noget resten af forestillingen som helhed mangler. 

Blandt nonnerne er der fine præstationer fra Anne Herdorf, der rammer en sjov figur med glimt i øjet og skøn skinhellighed, og så brager sangstemmen i den grad igennem (i øvrigt tredje gang hun har succes som nonne; de to første gange på Amagerscenen som Nituoche og som Maria i Sound of Music). Pia Rosenbaum har ligeledes nogle sjove steder i forestillingen, og det samme har Anna Gadborg, der får skabt en fin, pudsig lille karakter som den ældste nonne i flokken. Årets gennembrud er Mira Balloli som novicen Mary Roberts,m. Det er længe siden man har set en debutant med sådan en stærk indre kraft bag et gennemsigtigt skrøbeligt ydre, og som passer så perfekt til rollen. Marianne Mortensen spiller en stram priorinde i en spillestil, der ligger langt fra f.eks. Julie Steincke, men hun spiller rollen med overbevisning og fin sangstemme med en lige lovligt fremtrædene vibrato, som måske ikke passer til den moderne stil i forestillingen. 

Der var som nævnt mindre at komme efter hos herrerne i ensemblet. Henrik Lund er ubegribeligt anonym i rollen som Sweaty Eddie, som Julie Steinckes Dolores skulle forelske sig i. Han når slet ikke op på niveau med Julie Steincke, og han forbliver for upersonlig som førstemand,m. Hvor er den gnist og det talent, man så i Singin in The Rain? De resterende herrer spiller overdreven skolekomedie, men det er sjovt, når ensemblets herrer blander sig som syngende og dansende nonner. 

Lysdesign af David Howe og sceografi af Simon Wells er på det sædvanlige flotte niveau, som man kan forvente af Det Ny Teater. Kenneth Thordahl har ikke ramt præcist nok i sin oversættelse, der ofte er kluntet og ufrivilligt komisk. Lee Prouds instruktion er forestillingens svaghed, for det virker ikke som om, han har haft øre for det danske sprog, og så stritter instruktionen i for mange stilarter og retninger, så vi ikke ved, hvad for en forestilling vi ser. 

Men når nonnerne er på, er der fest og fornøjelig musicalhumør. På flere måder er de forestillingens redning. 

 

 

Tjek os ud

Teater

Annonce
 Firenze

5 fantastiske byer til en forlænget weekend

Foråret er en perfekt tid til at tage på opdagelse i Europa. Uanset om du vælger Berlins moderne vibe, Firenze...

Selvom det er mere klimavenligt at rejse med tog eller bus, er fly stadig det foretrukne transportmiddel for d...

Hvordan skal rejsen i 2025 forgå?

I takt med at klimakrisen eskalerer, bliver spørgsmålet om, hvordan vi rejser, stadig mere presserende. Skal v...

Er det et fly? Er det et tog? Eller er det en bus? Man kunne næsten tro, vi taler om Superman, men sandh...

 Fra venstre Sebastian Didriksen - KEDDE - Simon Toksvig

Sønderjysk charme og pop med kant: KEDDE stråler i Byhaven

Med over 25.000 månedlige lyttere på Spotify har aftenens solist allerede opbygget en stærk fanbase. Havde det...

8. jun
Marie Jacquot lægger godt ud som ny chefdirigent hos Det Kongelige Kapel.

Kristi Himmelfart-koncert med plads til forbedring

Det Kongelige Kapel, Operakoret og assorterede solister gav Kristi Himmelfart-koncert på Operaen under chefd...

30. maj
  Antique, My Number One

Eurovision 2005: Jubelår i Kyiv og græsk sejr med Helena Paparizou

Vi er nu nået til 2005 – året hvor Eurovision kunne fejre sit 50-års jubilæum. Det blev markeret med et farver...

12. maj
 Nocturne - secret garden

Eurovision 1995: En nordisk sejr med stilhedens kraft

Vi fortsætter vores rejse og lander i året 1995 – en tid, hvor Eurovision tog en mere kunstnerisk drejning med...

11. maj