Der er lagt op til fest med musicaludgaven af filmen Sister Act fra 1992, der var med til at cementere Whoopi Goldbergs status som komediestjerne. Musicalen, som fik premiere i 2006, har også været et pænt hit i både London og New York med Whoopi Goldberg selv som medproducent.
Det er den erfarne musicalkomponist Alan Menken, der har skrevet musikken. Han er især kendte for mange af Disneys musicals, såsom Skønheden og Udyret, Klokkeren fra Notre Dame og Den Lille Havfrue. Musikken i Sister Act er også meget velfungerende med rødder til disco, soul og gospel samt de store musicalballader, som han er kendt for. Per Engström får både orkester og de medvirkende på scenen til at swinge i de store numre med alle på scenen som dansende nonner og smukt følsomme i de sange, hvor det er påkrævet.
Man kunne derfor havde ønsket, at lyden var bedre, for hverken publikum eller de medvirkende havde fortjent den mudrede lyd, hvor det hele kommer til at lyde lidt som larm. Det er utroligt, at Danmarks ældste musicalteater skal være så langt bagefter kollegaerne rundt på de konkurrerende scener.
Problemet i opsætningen på Det Ny Teater er, ud over den dårlige lyd, castingen samt iscenesættelsen. Forestillingen og de medvirkende synes ikke at vide, hvilken vej de skal. Er vi til komedie med ironisk distance og fuld knald på farveladen? Er vi til overdreven skolekomedie? Eller er vi til oprigtigt skuespil? De første tyve minnutter af forestillingen hvor, historien og forestillingen skal præsenteres, er et stort rod og har i den grad manglet en instruktør med flair for dansk sprog og humor. Al Agami er direkte håbløs som gangsteren Curtis, og hans medkumpaner Max-Emil Nissen, Oliver Poulin samt Morten Adelhardt Christensen spiller det værste skolekomedie længe set i dårlige 70'er parodi-parykker, mens Julie Steincke prøver at holde sammen på det hele som Dolores Van Cartier. Det giver forestillingen en meget uheldig start, som den har svært ved at komme over.
Julie Steincke bliver forestillingens mest helstøbte samlingspunkt med en blanding af den styrke og råhed, som hun er kendt for – men også med en særlig indføling og ægthed, som man ikke har set så tydeligt hos hende før. Hun bliver helt enkelt menneskelig på scenen – noget resten af forestillingen som helhed mangler.
Blandt nonnerne er der fine præstationer fra Anne Herdorf, der rammer en sjov figur med glimt i øjet og skøn skinhellighed, og så brager sangstemmen i den grad igennem (i øvrigt tredje gang hun har succes som nonne; de to første gange på Amagerscenen som Nituoche og som Maria i Sound of Music). Pia Rosenbaum har ligeledes nogle sjove steder i forestillingen, og det samme har Anna Gadborg, der får skabt en fin, pudsig lille karakter som den ældste nonne i flokken. Årets gennembrud er Mira Balloli som novicen Mary Roberts,m. Det er længe siden man har set en debutant med sådan en stærk indre kraft bag et gennemsigtigt skrøbeligt ydre, og som passer så perfekt til rollen. Marianne Mortensen spiller en stram priorinde i en spillestil, der ligger langt fra f.eks. Julie Steincke, men hun spiller rollen med overbevisning og fin sangstemme med en lige lovligt fremtrædene vibrato, som måske ikke passer til den moderne stil i forestillingen.
Der var som nævnt mindre at komme efter hos herrerne i ensemblet. Henrik Lund er ubegribeligt anonym i rollen som Sweaty Eddie, som Julie Steinckes Dolores skulle forelske sig i. Han når slet ikke op på niveau med Julie Steincke, og han forbliver for upersonlig som førstemand,m. Hvor er den gnist og det talent, man så i Singin in The Rain? De resterende herrer spiller overdreven skolekomedie, men det er sjovt, når ensemblets herrer blander sig som syngende og dansende nonner.
Lysdesign af David Howe og sceografi af Simon Wells er på det sædvanlige flotte niveau, som man kan forvente af Det Ny Teater. Kenneth Thordahl har ikke ramt præcist nok i sin oversættelse, der ofte er kluntet og ufrivilligt komisk. Lee Prouds instruktion er forestillingens svaghed, for det virker ikke som om, han har haft øre for det danske sprog, og så stritter instruktionen i for mange stilarter og retninger, så vi ikke ved, hvad for en forestilling vi ser.
Men når nonnerne er på, er der fest og fornøjelig musicalhumør. På flere måder er de forestillingens redning.