Timerne overrasker og udfordrer tilskuerne på den rigtige måde

Nogle gange, når man går i tearet, kan man som publikum savne at blive overrasket, men det gør man positivt i Timerne i Skuespilhuset, hvor det er op til tilskueren at acceptere en konstant drejende scene (som et ur der drejer rundt om de tre tidsaldre handlingen foregår i) og en underlægningsmusik, der i starten kan virke anstrengende, men som viser sig at være uhyre velvalgt, som aftenen skrider frem, når man som med drejescenen går med på præmissen.

Det er en fortælling om tre kvinder, der alle enten begår selvmord eller har tanker om selvmord. Virginia Wolf i 1923 skriver på romanen Mrs. Dalloway og længes efter livet i London, husmoderen Laura i efterkrigstidens USA har svært ved rollen som husmor, og forlæggeren Clarissa i New York i 1998 lever i et lesbisk forhold, men har en følelse af tomhed, som hun kæmper med. Alle kvinderne i forestillingen kan betegnes som queer, og det er genkendelige temaer om at leve med de roller, vi får tildelt, eller som vi selv tager, og de forventninger, der medfølger, og hvem må egentlig fortælle hvilke historier. Er vi blevet dommere over, hvem der må hvad, må hetero skuespillere spille homoseksuelle roller, må ikke queer-personer fortælle queer historier? Hvilken gruppe tilhører man, og har man eneret på historier?

Det er et rigtigt godt greb i denne fortolkning, at det er en mand, der prøver at sætte sig ind i de tre kvinders liv og fortælle deres historie, og det er en kvindelig instruktør, der lader ham gøre det. En øvelse i empati og leven sig ind i et andet menneskes liv, som kan synes at forsvinde lidt i vores samfund. 

Scenografen (Pascal Leboucq) og instruktøren (Eline Arbo) havde sat sig for at skabe et univers på scenen, der kunne rumme alle tre kvinders historie og klippe hurtigt fra scene til scene. Det er lykkedes flot med den førnævnte konstante drejescene. De tre kvinder samles i et øjeblik i den samme sang om de drømme, de har, hvorefter hele rummet går i opløsning og drejeskiven kører stærkere – et øjeblik der ruskede sig fast i vores gæsteanmelder. 

Alle spillede naturligt og ydede glimrende indsatser - fra de store roller til de mindre, hvor skuespillerne både hoppede ind og ud af rollerne og var det musikalske indslag. 

Jan Hertz var begejstret og glædede sig over at blive overrasket og få et andet perskektiv på livet i teatret. Forestillingen er oprindeligt lavet til International Theatre Amsterdam, men den er i den grad vellykket overført til Skuespilhuset i København.