Jeg har været til Copenhagen Pride de seneste to år og regner også med at tage af sted i år. Den 9. juni var der Aarhus Pride for første gang nogensinde, og jeg synes, det var fantastisk, og mangfoldigheden var at se i al sin pragt på forskellig vis.
Selv var jeg én af dem, der var forrest. Lige bag ved Amnesty-banneret Human Rights Are My Pride. Jeg skrålede med på selvsamme remse, som der stod på førnævnte banner, samt Its okay to be gay og LGBTI.
Iet står for Interseksuel. Et begreb, som ingen rent faktisk vidste, hvad betød. Ud fra hvad jeg forstod, handler det om, at éns kromosomer er fordelt på en bestemt måde. F.eks. kan de være fordelt således, at man er 40 % kvinde og 60 % mand, men at man selv ønsker, at det skulle være anderledes. Vel lidt ligesom transseksuelle føler det, bare hvor det er videnskabeligt bevist. Correct me if Im wrong. Det blev forklaret for mig midt under paraden, af en hæs kvinde fra Amnesty, og jeg har ikke tjekket begrebet efter.
Nå, men i hvert fald gik jeg der. Grebet af stemningen, og alle de mennesker med lys i øjnene og en øl i hånden. Imens jeg gik dér, kom jeg til at tænke på, hvorfor vi mon egentlig gør det på den her måde. Viser os frem, med regnbueflag og klichéfyldte paroler, ekstreme og provokerende outfits og så videre. Er vi ikke mangfoldige nok i os selv? Behøver vi virkelig at have vores eget flag, for at føle at vi er noget? Gør dette ikke netop at kløften mellem os og dem bliver endnu større? For prøver vi ikke netop at fortælle omverdenen, at vi er ligesom dem? At de ikke har noget at frygte ved at tale med en bøsse, lesbisk, biseksuel, transperson, queer, etc. etc.?
Hvordan kan vi opnå en accept ved netop at gå helt ud i ekstremerne? Er det bare, fordi vi kan? Faktisk gik det op for mig, at jeg helt havde glemt, at jeg selv er anderledes, og egentlig mest er til kvinder. Nogle vil kalde mig lesbisk, andre vil kalde mig panseksuel. Selv vil jeg blot sige at jeg elsker kvinder i høj grad endda.
Det er så her, at jeg kommer til at modsige mig selv, for jeg mener også, at vi er anderledes. At være homoseksuel (+ alle de andre ting man kan være udover heteroseksuel) er jo ikke normen, uanset hvordan vi vender og drejer det. Måske handler det i virkeligheden om, at vi skal affinde os med, at vi ikke er som de andre, og at det er helt okay.
Måske handler det også om, at vi skal fortælle verden, at vi nok har en anden seksualitet og livsopfattelse end flertallet, men at det ikke er ensbetydende med, at vi er som Lebbe Lone eller Gustav eller ham, der sang Im your dramaqueen tonight! for den sags skyld. Så jeg går - til trods for at jeg er splittet omkring hele konceptet - til Pride, af den grund at jeg vil vise, at jeg tør stå frem med, hvem jeg er. I helt normalt tøj, (og en T-shirt fra LGBT Ungdom) med ligeså forskellige interesser og meninger som alle andre. At jeg er en del af dette miljø, men at det ikke er min identitet.
Jeg går der med det håb, at det vil føre til mere information og et mere nuanceret billede af, hvad og hvem vi er, så man måske holder op med at skære alt og alle over en kam. At der med tiden vil komme en tolerance over for, at der findes minoriteter i Danmark, og at denne tolerance og respekt kan være gensidig. Selv om man hører ind under LGBTQI (voldsom lang forkortelse i øvrigt), kan man også være fordomsfuld.
Lad Pride være en metode til at nå hinanden. Mødes på midten, henover en øl på det lokale værtshus. Eller en kop kaffe. Eller måske bare et glas vand. Vi er jo forskellige, og har forskellig smag og gudskelov for det!
Line Boye Danielsen
--
NB!
Blogs på XQ28 er på ingen måde udtryk for sitets redaktionelle linje.
Blogs står helt og holdent for skribentens regning og ansvar.
XQ28 kan således ikke stilles til ansvar for meninger, oplysninger eller andet, som bringes til torvs i klummerne.
Vil du også gerne blogge, så send os en mail på info@XQ28mail.com