FotoDR

Hvem vinder Dansk Melodi Grand Prix 2024?

Af Elvir Pelešević 9. februar 2024

Om en uge går det løs i DR Koncerthuset, hvor den 54. udgave af Dansk Melodi Grand Prix finder sted. Danmarks Radio er på jagt efter en sang, der skal bryde en lang årrække med dårlige resultater, som har betydet, at Danmark ikke har formået at kvalificere sig til Eurovisionens finale siden 2019. 

Hvem er din favorit i DMGP 2024

I år er niveauet blevet en lille smule bedre, men hånden på hjertet skal der heller ikke meget til at overgå det ringe udvalg af sange, som Dansk Melodi Grand Prix har været kendetegnet ved de seneste mange år. Årets sange indeholder stadig alt for meget af de gamle, allerede anvendte ingredienser: radiovenlige popsange uden kant, der bedst egner sig til det danske musikmarked. 

Der forestår stadig en kæmpe udfordring for Danmarks Radio internt i forhold til at finde en formel, der virker og kan gøre Danmark konkurrencedygtig i Eurovision hvert år – ikke kun hver femte. DR’s Grand Prix-chef Erik Struve Hansen har i forbindelse med årets deltagerfelt i Dansk Melodi Grand Prix udtalt, at man denne gang er gået mere målrettet efter at udvælge sange, der kan begå sig i Eurovision. Denne mission ser umiddelbart ikke ud til at være en succes. Dertil er sangene et pænt stykke under det internationale niveau. 

Format 
8 sange dyster i årets Dansk Melodi Grand Prix. Når alle sangene er blevet fremført, skal seerne og en fagjury afgøre, hvilke tre sange går videre til finalerunden. I finalerunden stemmer seerne og fagjuryen igen. Fagjuryen består af 10 danske Eurovisionsfans, fem udenlandske Eurovisionsfans og fem udenlandske professionelle personer fra musikbranchen. Vinderen af Dansk Melodi Grand Prix skal optræde den 9. maj i Eurovisions anden semifinale og forhåbentlig også den 11. maj i den store finale.

Sange

1. SABA | Sand
Skrevet af Melanie Wehbe, Jonas Thander og Pil Kalinka Jeppesen 

“Sand” er med flere længder den stærkeste sang i årets felt. Den er velproduceret, har den moderne lyd og fremføres af etiopiskfødte SABA, hvis energiske stemme klæder sangen til perfektion. “Sand” har et stærkt team af sangskrivere bag sig. Svenske Melanie Wehbe var med at skrive den sidste danske sang, der formåede at kvalificere sig til finale i Eurovision for fem år siden - Love Is Forever. Wehbe har desuden også deltaget i Melodifestivalen i Sverige. En anden svensker, Jonas Thander, har skrevet og vundet med flere Eurovisionssange, mens danske Pil har hittet med flere sange herhjemme såsom “Nattely” og “Dronning af Månen”. 

Du kan lytte til sangen her

2. Stella | Sign Here
Skrevet af Tim Schou og Søren Christensen 

“Sign Here” er en personlig sang, der ifølge kunstneren selv handler om “at rejse fra hendes trygge barndomshjem i Assens til voksenlivet i København og lære at stå på egne ben”. Sangen i sig selv er en behagelig lytning, men fremstår desværre for anonym, “safe” og ensformig. Tim Schou, som er en af medskrivere på “Sign Here”, vil mange huske som forsangeren i bandet A Friend in London, der repræsenterede Danmark ved Eurovision i 2011. 

Du kan lytte til sangen her

  • 3. CHU CHU | The Chase (Zoom Zoom)
  • Skrevet af Emma Lincoln, Nina Vejen Henriksen, Merle Pi Madsen, Amy Jeyasri Larsen og Christopher Engel Snitkjær
  •  

“The Chase (Zoom Zoom)” er et frisk pust i årets Dansk Melodi Grand Prix. Det er en anderledes sang - en blanding af pop, rap og hip-hop, som har et rebelsk udtryk og er fyldt med positiv energi. “The Chase” kan til trods for alle sine positive særheder fremstå kaotisk og støjende især for de lyttere, der ikke er vant til denne type musik. CHU CHU, der i virkeligheden hedder Camilla CHU Any Bjørner, har lavet musik i mange år, og beskriver sangen som “en rejse gennem smerte og genoprejsning”. 

Du kan lytte til sangen her

  • 4. Basim | Johnny
  • Skrevet af Basim, Frederik Nordsø, Frej Randrup Lund og Erika Charlotte Martinez Vest
  •  

For ti år siden repræsenterede han Danmark ved Eurovision med landeplagen “Cliché Love Song”, der sikrede ham en top ti-placering i den store finale. Nu er han tilbage med sangen “Johnny”, der bygger på en personlig fortælling om en mand – Johnny – som Basim mødte på det hospice, hvor hans far var indlagt. Basims sang spiller på følelser, nærvær og genkendelighed og skal nok blive spillet en del gange på danske radiostationer. I den internationale sammenhæng er “Johnny” desværre en gennemsnitlig og ordinær sang. Frederik Nordsø, der har været med til at skrive sangen, står bag nogle af Drew Sycamores største hits.

Du kan lytte til sangen her

  • 5. RoseLuu | Real Love
  • Skrevet af RoseeLu, Anders SG, Anders Bønløkke, Stine Bramsen, Jakob Groth Bastiansen og Joachim Ersgaard


Den 22-årige sanger og sangskriver Rosa Frydensbjerg droppede ud af gymnasiet for at forfølge sin musikdrøm, der siden blandt andet har bragt hende til Los Angeles, hvor hun har arbejdet som sangskriver for andre internationale artister. “Real Love” er en lytteværdig popsang og årets “dark horse”. Der er mange gode elementer i sangen såsom RoseLuu’s sprøde stemme, samt melodiens flow, struktur og produktion - omvendt kan “Real Love” fremstå for banal og “sukkersød”. Anders SG, Stine Bramsen og Anders Bønløkke - alle kendt fra bandet Alphabeat - har været inde over sangen. 

Du kan lytte til sangen her

  • 6. UBLU | Planetary Hearts
  • Skrevet af Andreas Darger, Adam Spanggaard Saarup, Martina Nielsen, Marie Rørbæk, Frej Fogh Darger og Emil Emborg


Gruppen består af medlemmerne Adam Spanggaard Saarup, Andreas Darger, Marie Rørbæk og Martina Nielsen, som selv beskriver deres musik som "lyden af en latexpisk, der rammer dansegulvet". Sangen “Planetary Hearts” er feltets svageste sang. Det er tydeligt, at UBLU prøver at skille sig ud ved at eksperimentere med flere forskellige lydmæssige udtryk, men deres sang er ikke nogen mindeværdig oplevelse hverken vokalt eller musikalsk. 

Du kan lytte til sangen her

  • 7. Janus Wiberg | I Need Your Love
  • Skrevet af Janus Wiberg, Nick Tsang, Søren Balsner, Símun Dam, Danny Baldursson og Marius Ziska


Janus Wiberg, som i øvrigt er fra Færøerne, har selv skrevet sit bidrag i samarbejde med blandt andre Søren Balsner, kendt fra Carpark North, og britiske Nick Tsang, der tidligere har arbejdet med verdensstjernen Lewis Capaldi. “I Need Your Love” er den eneste ballade i år. Sangen er velproduceret og Janus har en fin stemme, men den bringer intet nyt på banen og bliver desværre tung og kedelig i længden.

Du kan lytte til sangen her

  • 8. Aura | Mirrorball of Hope
  • Skrevet af Aura Dione, Alexander Brown, Michelle Leonard og Andres Artiles Jerrik
     

Som den tykkeste fløde til toppen af kransekagen kommer Aura Dione, som har flere hits bag sig såsom “Geronimo”, “Friends” og “Song for Sophie”. Hendes sang handler om aldrig at miste håbet og troen på verden, selv om det i øjeblikket kan være svært. “Mirrorball of Hope” kommer aldrig i nærheden af Auras bedste sange, som man skal helt tilbage til slutningen af 00’erne og starten af 10’erne for at finde. Sangen starter lovende, men ender hurtigt i et hav af klicheer og Shakira lignende råb og skrål ledsaget af til tider tåkrummende vers. Selv om “Mirrorball of Hope” kæmper med en del udfordringer, skal den nok ende i top 3, hvilket i sig selv fortæller nok om kvalitetsniveauet i årets Melodi Grand Prix. 

Du kan lytte til sangen her

Prognose

Vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2024 skal findes mellem disse 3 sange:

  1. Sand
  2. Mirrorbal of Hope
  3. Johnny 

Danmark kommer ikke til at vinde Eurovisionen i år, og finalepladsen hænger også i en tynd tråd. Man må håbe, at de øvrige lande i Danmarks semifinale ikke sender stærke og konkurrencedygtige sange, og at det danske bidrag får det maksimale ud af sin præsentation såvel vokalt som visuelt. 

Tjek os ud

Nyheder

Annonce

Bedste hotelmorgenmad i København

Er morgenmad virkelig det nye “sort”?

Nogle siger, at morgenmad er det vigtigste måltid på dagen, men graver man efter bevis for dette, ...

Hotel Skovly - en perle på Bornholm 

Endnu en påskeferie er bag os. Folk har forskellige præferencer, når det kommer til hvordan og hvad de bruger ...

Hotel Skovly ligger i nærheden af Rønne og er let fremkommeligt uanset om man bruger den offentli...

Madame Butterfly er kommet på museum i den nye udgave af Puccinis opera på Operaen.

Hjerne over hjerte

Floris Vissers produktion af "Madame Butterfly" forrykker det dramatiske fokus og opnår dermed det modsatte ...

27. feb
En af de sjove scener i Avenue Q hvor to roomates synger om at være til mænd.

Dukkerne hitter igen i Fredericia

Avenue Q er tilbage på Fredericia Musical Teater, og den nu 20 år gamle forestilling kan stadig more et modern...

26. feb
Turandot på Malmø Opera er en flot opsætning.

Malmö Opera leverer med “Turandot” endnu en træfsikker opsætning

Trods uberettiget negativ omtale i Politiken er Malmö Operas produktion af Puccinis “Turandot” meget vellykk...

24. feb
Der bliver svedt igennem af de tre medvirkende i den hæsblæsende teaterleg Verdensherskerne på Mungo Park.

Bliv klogere på mennesket i Allerød

Mungo Park serverer hele menneskehedens historie gennem de sidste 200 millioner år i et forrygende tempo og me...

23. feb