Anmeldelse af “Call Me By Your Name” 

Af Tejs Ellesøe 1. august 2019

Denne fantastisk velskrevne kærlighedsroman tager os med på en rejse til Norditalien en dejlig sommer i 1983 hvor Elio for første gang oplever kærlighed til en mand.

Det var starten af juli, sommeren spurtede derudaf, og jeg havde netop fået at vide at efterfølgeren til Call Me By Your Name kom til at hedde “Find Me”,  og at den ville udkomme i løbet af november.

Filmen Call Me By Your Name blev instrueret af den italienske instruktør Luca Guadagnino i 2017. André Aciman skrev bogen allerede i 2007, men det var Guadagnino der for alvor fik sat skub i Call Me By Your Name lavinen.

Som så mange andre slugte jeg André Acimans fiktive verden i Call Me By Your Name, eller det er måske mere rigtigt at sige at jeg forelskede mig i det univers som beskrives i filmen. Her får vi sat ansigt på 17-årige Elio, 24-årige Oliver, Elios far, Samuel, moderen Annella og ikke mindst hushjælpen Mafalda.

Man siger jo at filmatiseringen af en bog man har læst, næsten altid skuffer. Derfor må den rigtige rækkefølge være at se filmen og så få detaljer og mere intensitet ved at læse bogen efterfølgende.

Jeg tog skridtet videre: Jeg fik tilsendt bogen med henblik på anmeldelse, og så tog jeg flyet til Italien, nærmere betegnet Firenze, hvor André Acimans bog nr. 2, Find Me, starter. Kan det blive mere intenst end at sidde skyggen og spise et par ferskner mens solen giver det bedste af sine 41 grader.

Firenze er en skøn og livlig by, og jeg nød min måneds læseferie i selskab med Elio, Oliver og alle de andre fra dette univers.

Er bogen god?
Når man en gang er blevet forelsket i det italienske univers i filmen – i det Toscanske miljø – får man let et sug i maven når man står over for stenhusene som ses i filmen. Det samme gjaldt den dag jeg stod på togstationen Santa Maria Novella, på vej til Pisa, og toget ved siden af køre til Bergamo hvor Elio og Olivers flugt op i bjergene ledte dem hen.

I bogen er det faktisk i Rom, slet ikke Bergamo, at Elio tilbringer de sidste dage med sin elskede Oliver.

De fleste kender historien, men skulle man ikke kender den, så handler den om en jødisk-italiensk familie der består af faderen Samuel Perlman, moderen Annella og 17-årige Elio. Hver sommer får familen Perlman i seks uger besøg af en studerende som bor gratis hos dem mod til gengæld at hjælpe Samuel med forskellige projekter. 

Denne sommer kommer de alle til at lærer Oliver at kende. Han er en ung amerikansk-jødisk fyr. En fyr som Elio må overlade sit værelse til, en fyr som Elio i første omgang ikke bryder sig om, fordi han er overfladisk og bruger ordet “Later” for "Vi ses senere." Elio bliver dog hurtigt mere og mere betaget af den syv år ældre Oliver – selvom guderne må vide at han kæmper i mod.

Bogen er en vild oplevelse i forhold til filmen. Vi får meget mere intensitet, flere detaljer, og i bogen spiser Oliver også ferskenen efter at Elio har leget med den hvilket han ikke gør i filmen.

Bogen går på mange måder dybere ind i Elios univers, men det fede ved at have set filmen først er at man kan sætte ansigter på og dermed på en måde forlænger filmen med adskillige timer.

I de sidste kapitler i bogen kan man læse at Elio tager på College i USA og første mange år senere møder Oliver igen. Er du vild med filmen, og har du endnu ikke læst bogen, så gør digselv den tjeneste at gør det inden efterfølgeren, Find Me, udkommer.

Vi gav filmen seks stjerner og er klart nødt til at give bogen samme antal, som bestemt også er velfortjent.

 

Tjek os ud

Bøger

Annonce

Tag på rejsemesse og få inspiration 

2022 var året, hvor vi næsten havde lagt coronaen bag os, og med en fifty-fifty fordeling på at nogle stadig h...

Vi har for længst lagt sommeren bag os, og det kan på sin vis være trist nok, men man siger ...

Hvor meget rejser du?

At komme væk fra hverdagens stress et par dage, søgen efter den første sol i foråret, eller den sidste sol i e...

Det er ved at være seks år siden, vi sidst spurgte jer læsere om jeres rejsevaner, og s&arin...

Det lykkedes at få skabt et fint dystopisk fremtidsbillede på Husets Teater, men der er ikke meget andet i forestillingen A Play.

Dystopisk tristesse

På Husets Teater har man lukket dørene op for et samarbejde med Dansehallerne og den koreografiske gruppe Inst...

23. nov

Harry Styles stråler som 'My Policeman' i et homofobisk Efterkrigseuropa  

Med VM i Qatar bliver vi for tiden mindet om vigtigheden af menneskets frihed og værdighed. Især når det ikke...

22. nov
Der er godt kan i skørterne i Miles Hoares friske koreografi til West Side Story på Operaen.

Musicalhit i Operaen

Det Kongelige Teater har sikret sig en succes med Thomas Bendixen og Miles Hoares moderne og flotte udgave af ...

19. nov
Det er i de store fælles shownumre at årets forestilling virkelig imponerer.

Julespas i højt humør

Årets Crazy Christmas Cabaret er en af de bedste i lang tid med især et forrygende hold af yngre spillere. 

16. nov