På rejse fra Mozarts forværelse til hans evige hvile

Det Kongelige Kapels koncert på Operaens scene, anført af engelske Julia Jones, indledtes med Joseph Haydns symfoni nr. 44, der med sin mol toneart og mange markante dynamiske udladninger, giver et sjældent intenst indblik i Haydns ellers undertiden noget ensformige og stereotypiske symfoniske univers, når dette er allerbedst.

Med et lidt løst indledende greb om orkestret bevægede Jones sig med sin direktion hurtigt ind mod symfoniens kerne med en stigende intensitet og autoritet, hvilket førte kapellet til sit orkestrale klimaks i Adagio-satsen og dens efterfølgende forrygende Presto-finale, mens symfoniens to første satser fremstod noget mere uprægnante og rutineprægede.

Især Adagio’en peger direkte hen imod Mozarts senere så mesterlige Divertimento nr. 15 og det i en så tydelig grad, at man hos Haydn nærmest føler sig placeret i forværelset til Mozarts eget kompositions-kammer. De uhyre sarte og alligevel klart gennemtrængende klanglige vekselvirkninger i denne Adagio kom til sikker og afklaret udførelse, der tjener både dirigenten og kapellet ligefuldt til ære. Orkestret var på dette tidspunkt tillige så ansporet af de orkestrale klangvirkninger, at den voldsomt kontrasterende og udfarende Presto-finalesats kun føltes som en naturlig følgevirkning af Adagio-satsens forudgående inderlige intimitet. Den samlede strygerklang lød andetsteds i symfonien dog gennemgående lidt tør og rå, hvorimod alle træblæserne fremstod med både forbilledlig præcision og udsøgt klangskønhed.

Det samme kan siges om orkesterspillet i Mozarts Requiem, hvor vi kom helt ind i hans ultimative kompositionsunivers. Hvad der til stadighed forbløffer ved dette apoteotiske værk over Mozarts egen livsgerning, er den store vitalitet, virilitet og næsten operasceniske intensitet, der musikalsk gennemstrømmer så godt som alle de liturgiske satser. Uanset hvor meget Mozart reelt selv nåede at færdigkomponere sit værk eller ej, så står hans Requiem tilbage som et uhyre helstøbt værk, der fejer enhver indvending om en teoretisk manglende autenticitet af banen.

Requiem blev fornemt forløst under Jones’ dynamiske ledelse og blev for de vokale solopartiers vedkommende både markant og stilsikkert fremført, især af sopranpartiet (sunget Clara Cecilie Thomsen) og i baspartiet (udført af Nicolai Engberg), der begge udmærkede sig ved personlige og velindordnede indsatser i helheden.

Særligt stærkt stod operakorets bidrag, der rakte fra de tonale pergamentagtige lydbilleder til stærkt stålsatte korsatser (alle samlet indstuderet af korsyngemester Steve Moore), og som tilsammen gav den ideelle vokale indramning af værkets udførelse.

At komme på besøg hos Mozart i hans inderste sjælekammer var med denne udførelse en oplevelse, af både sjælden intensitet og sjælsudfordrende karakter.