I Operaens auditorium, som var smukt dekoreret til lejligheden, holdt Det Kongelige Kapel sin nytårskoncert. Kapellet er verdens ældste orkester og har 575-års jubilæum i år, og det blev der gjort meget for at markere under koncerten, der både indeholdt orkestersatser, sangperler og langtrukne input fra aftenens konferencier, teaterchef Kasper Holten.
OM PROGRAMSÆTNINGEN
Det Kongelige Kapel spillede fuldstændig blændende under dirigent Paolo Carignanis ledelse – det skal der ikke herske nogen tvivl om – og hvis jeg udelukkende skulle have anmeldt deres indsats, ville jeg have givet dem seks stjerner. Men programmet passede ganske enkelt ikke til en nytårskoncert, hvor man som tilskuer primært forventer det muntre og lette – det skulle vi et godt stykke over i anden afdeling for at opleve, og inden da var jeg for længst sunket ned i kedsomhed og irritation.
Man havde valgt at begynde koncerten med præludiet til Wagners ”Mestersangerne i Nürnberg”, som varer 9-10 minutter og er en tung omgang messingsuppe, dvs. at messingblæserne dominerer meget af musikken. Operaen er fra Wagners side tænkt som en komedie, men den er uendeligt lang og alt for kedelig og selvgod til at være særligt underholdende – og præludiet gav altså også nytårskoncerten en tung start.
Efter en arie fra samme komponists ”Tannhäuser” spillede kapellet en suite fra Richard Strauss’ "Rosenkavaleren", som varede 20-25 minutter. ”Rosenkavaleren er en af verdens smukkeste operaer”, oplyste Kasper Holten os om, hvilket jeg dog på ingen måde er enig i, og 25 minutters filen og blæsen rundt i Strauss’ avancerede harmonik med utallige gentagelser af det afskyelige tema, der er knyttet til præsentationen af sølvrosen, som i operaen er et formelt tegn på, at en mand af god familie gør kur til en ditto dame, er alt for tungt og kedeligt til en nytårskoncert, selvom suiten heldigvis indeholdt øer af mere lettilgængelig valsemusik.
Efter pausen skulle programmet ifølge Kasper Holten ”sparkes i gang” med forspillet til tredje akt af Wagners ”Lohengrin” – endnu en gang tung trutten men heldigvis markant kortere end præludiet til "Mestersangerne i Nürnberg". Det var først her, at koncerten for alvor begyndte at kvikke op, først med den smukke tårnarie fra tredje akt af Puccinis ”Tosca”, så endnu en omgang tysk musik, igen fra ”Rosenkavaleren”, inden vi fik lov til at nyde Johan Strauss d.y.’s ”Frühlingsstimmen”-vals for sopran og orkester, efterfulgt af Lumbyes ”Champagnegaloppen” og til sidst ”Vær velkommen, Herrens år” som fællessang.
Det var efter min mening et alt for tungt og kedeligt program, man havde sat sammen. Der er andre komponister i verden end Wagner og Strauss, selvom man ikke altid skulle tro det som operagænger i Danmark, hvor vi desværre lægger os meget tæt op ad tysk musikkultur på samme måde, som vi politisk lader til at tragte efter at få tungen HELT op i bagdelen på USA. Hvis man primært ønskede at holde sig til opera, kunne man sagtens have fundet lige så flot men langt mere velegnet musik til sådan en festlig lejlighed – hvorfor ikke en ouverture af Mozart eller Rossini, eller hvad med en smægtende lyrisk arie af Massenet? Der var kort og godt stor plads til forbedring i programlægningen.
OM PRÆSENTATIONERNE
Kasper Holten fungerede som sagt som konferencier, og selvom han og Operaen skal have ros for deres forsøg på at indlægge nogle sjove indslag imellem de musikalske numre, blev det alt for langtrukkent. Vi fik mange og lange oplysninger om Det Kongelige Kapels historie, og den pensionerede operasanger Poul Elming brugte også lang tid i sin egenskab af formand for Det Kongelige Kapels Venner på at forklare, hvilke fonde der havde bidraget økonomisk til, at ”vennerne” kunne forære kapellet et sæt på 11 bronzeklokker, der bl.a. skal bruges i tredje akt af ”Tosca”. Det ville have været en mere festlig aften, hvis der var blevet strammet op på alt det udenoms-musikalske.
OM DEN MUSIKALSKE UDFØRELSE
Som jeg allerede har nævnt, spillede kapellet fuldstændig vidunderligt. Jeg har hørt dem mange gange, når jeg har været til opera eller ballet, og hver gang nyder jeg deres høje niveau. Desuden medvirkede fem operasangere og en drengesopran. Baryton Jens Søndergaard sang Wolframs arie fra ”Tannhäuser” med en lidt stram stemmeføring, men jeg var til gengæld meget begejstret for tenor Jacob Skov Andersens fremførelse af Cavaradossis arie fra ”Tosca”. For knap to år siden anmeldte jeg ham som Don Ottavio i Mozarts ”Don Giovanni”, en rolle, jeg ikke syntes, han havde et helt sikkert greb om, men det havde han til gengæld om Puccinis smukke arie – bravo! Han assisteredes af Alfred Viggo Gundestrup Tönshoff, hvis drengesopran klang smukt.
I terzetten fra ”Rosenkavaleren” fik Clara Cecilie Thomsen som Sophie og Elisabeth Jansson som Octavian lov at brillere. De skulle oprindeligt have optrådt sammen med Gisela Stille som Marskalinden, men pga. sygdom medvirkede Ann Petersen, der ellers har sunget af, i dette parti. Alle tre damer medvirkede med hver deres vokale karakter til at få Strauss’ uafbrudte melodi til at flyde smukt og luksuøst. Herefter sang Clara Cecilie Thomsen ”Frühlingsstimmen”-valsen. I oktober oplevede jeg hende som en suveræn Pamina i Mozarts ”Tryllefløjten. Jeg havde derfor høje forventninger, da forspillet til valsen begyndte, og jeg blev ikke skuffet. Thomsen har en meget smuk lyrisk sopran, som hun beherskede med sikkerhed og overskud i den krævende vals, og samtidig var hendes ansigt animeret på eksemplarisk vis – hun sang ikke bare, hun kommunikerede med os i salen med sin stemme, sit ansigt, sit smil, sine øjne, og sine arme. Tak for det!
Alt i alt var koncerten en lidt blandet oplevelse, men da vi havde fået overstået det sidste Wagner-stykke, blev det helt fornøjeligt at være til Det Kongelige Kapels nytårskoncert.
Godt nytår til alle XQ28’s læsere!