Lovende start for Det Kongelige Kapels nye chefdirigent

I det trykte program til koncerten forklarer Jacquot, at hun ikke er blevet dirigent for at stå foran folk, men for at samarbejde med dem.  Det giver god mening, når man ser det smilende overskud, hun møder både publikum og orkester med, og den naturlighed, hvormed hun styrer slagets gang. Hun puster sig ikke op på alfamanér, som nogle af fortidens selvbevidste mandlige dirigenter, og hun prøver ikke at imponere med store armbevægelser à la Riccardo Muti – hendes nærvær, overblik og overskud gør hende til en naturlig leder.

OM PROGRAMSÆTNINGEN
Jacquot havde valgt Richard Strauss’ tonedigt ”Till Eulenspiegel” og Mozarts fjerde violinkoncert til koncertens første halvdel. Efter pausen spilledes Korngolds Sinfonietta. Skønt der er ca. 20 år imellem Strauss’ og Korngolds to værker, er de i nogenlunde samme stil, nemlig den senromantiske, hvorimod Mozarts violinkoncert er fra wienerklassiken. Der er altså en stor spændvidde rent stilistisk mellem værkerne – det føltes lidt som at skulle spise to stykker fed lagkage fra La Glace med en forfriskende citronsorbet som mellemret. Jacquot skriver i programmet, at hun elsker at finde uretmæssigt ukendte værker at programsætte og henviser her til Korngolds Sinfonietta. Personligt føler jeg dog ikke noget behov for at høre den igen – skønt den rummer mange smukke passager, viger de før eller siden uden varsel for støjende passager uden melodi eller mening, i hvert fald efter denne anmelders opfattelse. Men som min ledsager til koncerten påpegede, er det et klogt træk fra Jacquots side at programsætte senromantisk musik, da den kræver et stort orkester og lader alle instrumenter udfolde sig – ideelt til en tiltrædelseskoncert, da hele kapellet på denne måde får mulighed for at udfolde sig under Jacquots kyndige ledelse.

OM DEN MUSIKALSKE UDFØRELSE
Det Kongelige Kapel var (som sædvanlig) i topform. Kapellet er godt ”sammenspillet”, både med fuld besætning i de to senromantiske værker, og også i den reducerede besætning på ca. 25 musikere i Mozart-koncerten, og Jacquot lader til at træde helt naturligt ind i dette gode samarbejde. Aftenens solist, violinisten Noah Bendix-Balgley, gav også et meget fordelagtigt indtryk, selvom han dog var lige vel afslappet klædt. Det var lige så tydeligt at se på hans ansigt, som det var at høre i musikken, at hans violinspil er dybtfølt. Især i den langsomme midtersats leverede Bendix-Balgley dejligt inderligt spil, men han havde absolut lige så godt fod på den mere virtuose udfoldelse, som de to hurtige satser krævede. Det var en fornøjelse at se, hvordan han og dirigenten nærmest dansede en lille dans sammen i den sidste sats, når de på skift lænede sig lidt hen mod hinanden for at kunne være så godt som muligt i samklang. Det var altså særdeles velfortjent, at publikum gav Bendix-Balgley så begejstret en ovation efter violinkoncerten, at han endte med at spille en encore af Bach med en lethed og charme, der førte til endnu en begejstret ovation. Lad os håbe, vi får lov til at nyde hans fine musiceren mange gange i fremtiden.

OM FREMTIDEN
Efter denne vellykkede tiltrædelseskoncert bliver det spændende at opleve Marie Jacquot som operadirigent, da det ikke bare kræver det overblik over orkesteret og partituret, som hun demonstrerede til koncerten, men også bevidsthed om balancen mellem sangere og orkester. Det får hun bl.a. mulighed for at vise, om hun har fod på, når hun skal dirigere en repremiere på Puccinis ”Il trittico” på Operaen i denne sæson. Her på XQ28 venter vi spændt på at se, hvad hun i den forbindelse har at byde på.