De fire medvirkende i Becketts klassiker Mens vi venter på Godot på Sorte Hest., Foto Robin Skjoldborg
Teatret ved Sorte Hest har kastet sig over Samuel Becketts absurde klassiker Mens vi venter på Godot - som faktisk bliver meget aktuelt i en verden der venter på en vej ud af en krise.
Titel: Mens vi venter på Godot
Teater: Teatret ved Sorte Hest
Spilleperiode: 4. september - 10. oktober
Klassikeren Mens vi venter på Godot er blevet spillet mange gange før, så lige så mange skuespillere har givet liv til de to vagabonder Estragon og Vladimir ikke kun i Danmark - men i hele verden. Becketts skuespil fra 1953 er nemlig en hyppig gæst på teaterscener kloden rundt.
Der er også en masse fortolkningsmuligheder i sin absurde opbygning. De to mænd Estragon og Vladimir mødes ved en landevej for at vente på Godot, der skal tage dem med videre og væk fra den fastlåste situation de er midt i, og som synes uendelig trist og deprimerende. Eneste afveksling er et brutalt besøg af magtmennesket Pozzo med tjeneren Lucky i stram snor.
På Teatret ved Sorte Hest får vi en version der går tæt på sine figurer - i og med at det er et lille teater, men også i spillet og stemmeføringen. Vi kan faktisk ikke komme tættere på de medvirkende end i dette lille charmerende og varme teater, og det gør at der kan komme et utal af fine underspillede nuancer i både sprog og spil og det absurd sjove kan pludselig blive hjerteskærende ægte. Det er hvad der gør denne opførelse så fin og speciel og Nicolas Bro som Estragon og Mads Wille som Vladimir er begge rørende morsomme og gysende gribende mens Steen Stig Lommer er både brovtende brutal og ynkelig som Pozzo og Kristoffer Helmuth giver Lucky en farlighed der gør at vi som publikum bliver interesseret i at vide mere om ham.
Becketts skuespil rammer ekstra hårdt lige nu i en verden hvor vi alle ser ud til at gå og vente på Godot der skal føre os ud af den Corona-krise vi befinder os i - en vej ud af ensomheden og isolationen.
Maria Vinterberg har iscenesat med en grundighed og sans for detaljer der dog i begge akter for forestillingen til at løbe en smule tør for tempo og intensitet. Dekorationen af Marianne Nilsson er en enkel livets landevej, en den gør også at man fokuserer på skuespillerne.
Det er en forestillingen der til trods for sin alder taler til et publikum lige nu - man venter gerne i så godt selskab i de næsten tre timer forestillingen varer.